Der findes en usynlig grænse mellem engagement og overbelastning. Mange mennesker opdager den først, når kroppen protesterer. Det begynder måske med søvnproblemer, hovedpine eller uro, men fortsætter som en konstant følelse af pres. Tankerne holder ikke fri, og selv når man endelig har fri, er man stadig mentalt på arbejde.

Som psykolog møder jeg mange mennesker, der beskriver en hverdag, hvor arbejdet er blevet altopslugende. De er dygtige, ansvarsfulde og dedikerede – men det er netop derfor, de bliver ramt. De mærker ikke, at stressen bygger sig op, fordi det føles naturligt at yde. Først når energien forsvinder, og glæden bliver væk, begynder de at undre sig: “Hvordan kom jeg hertil?”

Arbejdsrelateret stresshåndtering handler om mere end at lære at sige nej. Det handler om at forstå de mønstre, der driver én til konstant at præstere. Mange har lært, at deres værdi hænger sammen med, hvor meget de leverer. De frygter at skuffe kolleger eller chefer, og derfor bliver de ved – også når kroppen råber stop.

I terapien arbejder man med at finde balancen mellem ansvar og selvomsorg. Det betyder ikke, at man skal skrue ned for engagementet, men at man skal lære at lade det have sunde rammer. Man må gerne ville sit arbejde, men ikke på bekostning af helbred, søvn og relationer.

Stress rammer ikke kun den enkelte – det påvirker hele organisationen. Når mange medarbejdere oplever overbelastning, opstår en kultur, hvor travlhed bliver normen. Det kan føre til udbrændthed, fejl og faldende trivsel. At tage stress alvorligt er derfor ikke bare et personligt ansvar, men også et ledelsesmæssigt.

For mange er det en lettelse at opdage, at stress ikke handler om svaghed, men om overbelastning. Kroppen prøver at beskytte os, når den reagerer. Symptomerne er signaler, ikke fiaskoer. At søge hjælp er derfor et udtryk for styrke – en beslutning om at tage sig selv og sit liv alvorligt.

Når man begynder at genskabe balancen, vender energien gradvist tilbage. Søvnen bliver bedre, tankerne mere klare, og glæden begynder at finde plads igen. Man lærer, at det faktisk er muligt at arbejde målrettet uden at miste sig selv i processen.

Arbejdsrelateret stress er et voksende problem, men det er også et område, hvor forandring er mulig. Med bevidsthed, støtte og klare grænser kan man genfinde en arbejdsform, der giver mening – ikke udmattelse.